fromsejers supertanker

Tanker om stress og depression – om skyld og skam og om en usynlig næsvis abe på skulderen

Her er en hilsen til dig, der er udfordret eller decideret syg med stress, depression, udbrændthed, omsorgstræthed, sorg eller andet grus fra livets nederste hylde.

Velkommen her! Du er blandt venner i det knap så muntre køkken, hvor vi sammen rører i en gryde med alt for let tilgængelige ingredienser. Her blander vi ulige dele manglende mestringsevner, kognitive udfordringer og begrænsninger sammen med problemer med hukommelse, erindring og hukommelse, inden vi tilsætter rundhåndede mængder af aldrig svigtende overtræthed, og krydrer med individuelle variationer af vigende livslyst.

Jeg ved faktisk noget om dig, som du måske ikke selv er klar over. Det kommer her – enten som en overraskelse, eller som en velment repetition:

Jeg ved nemlig, at uanset hvad din præcise historie er frem til i dag, så er du som menneske 100% OK, selv om det måske ikke lige er den opfattelse du selv har af dig selv – måske endog ligefrem tværtimod.

Men jeg har ret, for jeg ved, at du som menneske er uendelig værdifuld, lige som du er, og uanset hvor lidt du kan – og hvor meget du ikke kan – præstere. Din værdi som menneske er som den skal være, i og med at du er et menneske – og det er den også, selv om du ikke kan, hvad du engang kunne og stadig gerne ville.

En fremragende bilist, der kører en tilfældig tur, en tilfældig dag, og punkterer et tilfældigt sted, er stadig en fremragende bilist, når han er nødt til at køre ind til siden og vente på vejhjælp, eller selv går ud og skifter dæk. Det er ikke hans skyld at han er punkteret – og der er ikke noget at skamme sig over. Han er stadig den samme fremragende bilist som umiddelbart før, hvor han sad i bilen og sang højlydt med på ”Hammer hammer fedt” i giro 413 inde i varmen.

Men nu står han her i vejkanten – og nu begynder det knageme også at regne – på den punkterede, men fremragende, bilist. Én ulykke kommer sjældent alene – og to ulykker kommer aldrig alene, for så var der jo kun én.

Lige som det gælder for bilisten, at han ikke kan gøre for, at han er punkteret, gælder det tilsvarende for dig, der er punkteret her i livet. Det er ikke din skyld, og der er intet at skamme sig over. Du er stadig fuldkommen og uendelig værdifuld fordi du er dig. Men ja, du er punkteret – og ja, det er drønærgerligt – og det regner.

Og samtidig, som i en anden Pippi Langstrømpe film anno 2023, så har du sikkert en lille abe på skulderen, der er usynlig for alle andre end dig. Den hvisker i tide og utide, at du IKKE er OK, og den bebrejder dig at du ikke bare kan tage dig sammen – sige pyt – starte forfra – melde dig rask – gøre som du gjorde før. Med bekymrende mine og sammenbidt mund er du ofte tilbøjelig til at give den ret – for har den ikke det? Helt ærligt? Jeg kan jo ikke noget….

Jeg kan forsikre dig for, at den ikke har ret, uanset hvor ked af det du er, over det liv du har lige nu og den usikkerhed og bekymring du lever med 24/7.

Jeg synes du skal rette ryggen og gi’ abekatten et ordentligt puf med en fast flad hånd, så den flyver baglæns gennem din stue! Den lille grå eksponent for djævelen selv, har ingen taleret og slet ingen relevans i dit liv.

Den er fuld af løgn og bedrag. Den skærmer for det lys der kommer fra de mennesker i dit liv, der vil dig det bedste og som værdsætter dig for den du er (og ikke for det du kan eller ikke kan). Og samtidig prøver den at skure salt ned i såret ved at puste til flammen med din livslyst og afspore din korrekte værdige selvforståelse.

Forestil dig en situation hvor du er på toppen, og du har din bedste ven på besøg, og han sidder og nyder en kop kaffe i din sofa. Han fortæller en præcis kopi af den historie, som er din historie. Hvordan reagerer du på det? Siger du ”hvor svært kan det være?” – siger du ”du skal bare sige pyt og tage dig sammen”? – eller tripper du af ubekvem usikkerhed ved tanken om at han bliver bare 10 minutter længere, og måske ovenikøbet vil ha’ en kop kaffe mere?

Næppe – men derimod tænker du at han er alletiders ven, han skal passe på sig selv og tænke pænt om sig selv, at han skal glemme alt om skyldfølelse, og at det skal være forbundet med skam at have en depression eller være ramt af stress.  

Når han går hjem, er det vigtigt, at du så beholder dine lyse briller på, i stedet for at tage dine Stevie Wonder sortseere på. Se på dig selv i det rigtige lys – i det lys, du ser andre mennesker i.

Den gode simple leveregel som vi kender som at ”du skal opføre dig overfor andre, som du ønsker at de skal opføre sig overfor dig” – den skal du vende på hovedet til ”du skal tænke pænt om dig selv, ligesom du tænker pænt om andre mennesker, der er i en tilsvarende situation”.

Jeg håber, at du holder ud, indtil den dag du igen kan få luft i dækkene. Den dag får du et eksamensbevis på, at du har bestået en uddannelse, du slet ikke havde tilmeldt dig: Du er blevet et klogere menneske – fordi du har levet med og overvundet noget modgang i dit liv.

Det betyder, at du fremover møder andre punkterede mennesker med større forståelse og/eller indlevelsesevne, fordi det er noget ”tilsvarende” du selv har prøvet.

Du kommer aldrig til at være smart i en fart – og du har for allersidste gang sagt ”hvor svært kan det være” til et andet menneske, du ved alt for lidt om, til at være dumsmart overfor.

Hvis du er en af dem, der allerede har fået det godt, men stadig har ar på sjælen eller i sindet, så fat mod: Det er helt normalt. Livserfaring forsvinder ikke sådan lige, men det trælse der stadig er der, skal ha’ en passende placering i dit liv, så det skal om i rygsækken, og ikke stå som et skjold foran dig. Det skal derom, hvor der måske ligger nogle rester af skyld og skam, der aldrig skulle ha’ været der – og du er fuldt ud værdig til at fortsætte med at leve livet med oprejst pande.

Det ønsker jeg dig alt godt med at gøre!

Her kan du læse mere.

Artiklen fra 1991 er baseret på min forskning indenfor området, og indeholder en definition på stolthed, og en helt “ny” ukendt to-faktor-effektivitetsteori.

http://fromsejer.dk/Stolthed.pdf

Q: ”Hvordan kan du ha’ sådan en holdning? Det er da ikke særlig næstekærligt!”

A: ”Har du en lomme jeg kan kaste op i?”

Forestil dig, at du står på din altan og ser din nabo falde ned fra sin stige (..hvis du har lånt ham den, er det din..) og under skrig og skrål (..han har det med at overdrive, det ved vi jo..), ligger han pludselig på jorden med det, der viser sig at være et åbent benbrud (..denne gang viste det sig så for en gangs skyld at være alvorligt nok….).

Hvad gør du?

A: Kravler gennem hækken og ringer 112, mens du løber og mangler nogle meter i at være helt henne ved ham? Konstaterer, da du er få meter fra ham, at du kun er iklædt underbukser og netundertrøje (hvis du er hankøn), eller ikke har fået make-up på (hvis du er hunkøn) – men ændrer ikke din dedikation i at komme hurtigt hen og få øjenkontakt.

eller

B: Udtrykker fra altanen din sympati med ham, og råber, at du vil ringe 112, og når du har gjort det, råber du ned til ham, at du har ringet efter en ambulance, og beder ham ligge stille, idet du lover at komme ned til ham, så snart hovedfeltet er kommet i mål i dagens Tour de France etape.

Du gentager din forståelse for, hvor uheldig han har været, og hvor synd det er for ham, og henleder hans opmærksomhed på, at du engang fik en fiber til fodbold i en kamp mod Sdr. Vildfarelse, faktisk i det samme højreben (altså dit), som du kan se, han bløder fra, og beroliger ham med, at det dengang gik hurtigt over, så ….hvis han er i god form, går det nok også hurtigt for ham.

Hvordan vil du reagere – A eller B?

En undersøgelse, der kunne have været udført af Milena Penkowa, kunne vise at fx 95% af de adspurgte er i besiddelse af tilstrækkelig kærlighed til at vælge A – og sporenstregs løbe som en gal ind til naboen, holde hans hoved og vente på ambulancen, følge ham på hospitalet, love at ringe til hans mor, kone og chef/jobcenter – tilbyde at hente hans irriterende og altid støjende børn – (der tydeligvis for enhver, er helt urimeligt underdiagnosticerede med bogstaver) i SFO’en og vente til deres papfarmor kommer og tryller tryghed frem til dem, mens de ser Cartoon Network og spiller på iPad samtidig.

Men det er en helt personlig sag, hvor meget man vil engagere sig – altså hvor meget kærlighed man vil strø om sig med. Og desuden ved jeg udmærket godt, hvem det er af læserne, der ville vælge B, og jeg vil ligesom sidste gang, hvor der var optræk til pinlige afsløringer på nettet – fra de selvsamme personer i øvrigt – være villig til at undlade at offentliggøre flere navne på den tvivlsomme navneliste på min hjemmeside (fromsejer.dk, red.).

Mit mobilnr. er fortsat det samme, og jeg har stadig Mobilepay. Så kan vi snart lade det ligge tror jeg, ikke sandt??! Lad det gå lidt tjept, vi skal tilbage til emnet. Godt så!

Næstekærlighed handler ikke om at have en bestemt holdning eller om at vise de politisk korrekte sympatitilkendegivelser. Det er groft vildledende at få nogen til at tro, at man kan være næstekærlig med begge ben på jorden, og begge hænder i lommerne.

I det omfang næstekærlighed handler om at man skal sympatisere med nogle bestemte synspunkter, eller at man selv skal have nogle bestemte holdninger, er det alene et humanistisk begreb, der bruges som offensivt argument imod moralske eller eksistentielle absolutter.

Sådan nogle af den slags, der trods mange års massiv hetz fra alverdens store mavefornemmelse og hjemmelavede logik, faktisk fortsat findes i bibelsk kristendom, i uændret og fuldgyldig form.

Jesu beretning fra Bibelen om den barmhjertige samaritaner beskriver et menneskes aktive ageren ud fra sin grundlæggende kærlighed overfor et ”tilfældigt” fremmed menneske. Vi kender intet til hans sympatier eller holdninger. Det er hans handling der viser hans kærlighed til sin næste.

Det er så i moderne skønlitterære relativistiske tekster omskrevet til ”næstekærlighed”. Et ord der slet ikke findes i Bibelen, men er opfundet af moderne mennesker. Og herefter fordrejet, misfortolket og manipuleret til ukendelighed. Deformeret fra at handle om handling til at handle om sympati og holdning.

Den barmhjertige samaritaner ”gør” kærlighed – han bevæger sig – han går derhen.

Næstekærlighed (hvis det overhovedet skal findes i virkeligheden) er at bevæge sig hen til en man har kærlighed til, selv om man ikke kender ham. Men man gør det fordi sjælen (jævnfør appendix A, red.) banker på, og minder om, at det er rigtigt at hjælpe sin næste – at elske sin næste – og dermed bevæge sig.

Når der er jordskælv i Langbortistan (”udkantsverden”) – og der samles penge ind, så er det ikke næstekærlighed, at jeg sælger alle mine tomme flasker og donerer pengene til en Danmarksindsamling, hvor jeg kan få lov at tale med en fra vild med dans eller Cecil Bødker, når jeg ringer ind.

Heller ikke, hvis jeg lægger 10.000 kr. oveni, af penge, som jeg har i forvejen, og så ser rulleteksten ”fromse.net – because you know it’s right” hen over skærmen hvert 27. minut hele aftenen på TV2.

Hvis jeg bilder mig selv eller andre ind, at jeg har gjort, hvad jeg kan (uden at bevæge mig), og jeg føler mig rigtig bekvemt næstekærlig, fordi jeg sendte 10.304 kr. derned (incl. pant), så er det ikke andet end løgn og selvbedrag. Det er ikke næstekærlighed, og det er heller ikke skyggen af kærlighed – det er cool business.

Tag ikke fejl af mig, når der er jordskælv eller tsunami eller vulkanudbrud. Jeg bevæger mig ikke. Jeg er slet ikke nogen helgen – jeg er ikke engang næstekærlig. Jeg gider ikke altid give noget af min overflod, og jeg gider da slet ikke gøre noget. Det må jeg tørt konstatere ved at se på min hidtidige indsats.

De har selvfølgelig da min sympati – bevares – men jeg skal åbenbart ikke nogen steder og ha’ gjort mit tøj beskidt. Sympati er ikke næstekærlighed – sympati er ligegyldighed deluxe.

Det er yderst sjældent, man hører et menneske omtalt som næstekærligt. De franske klunsere inspireret af Abbé Pierre, de indiske omsorgsarbejdere inspireret af Moder Teresa er de kendte undtagelser. Nødhjælpsarbejdere og sundhedspersonale i ebolaramte områder er så absolut også anonyme næstekærlige.

Mennesker, der arbejder med gadebørn, eller inviterer en hjemløs hjem til mad og en varm seng, eller yder førstehjælp til en forslået alkoholiker, eller stiller sig imellem, når en kvinde med slør får slag og hånes i en bus af en gruppe kronragede europæere – dé er alle sammen næstekærlige!

Men der er aldrig nogen, der har sagt til mig, at jeg er næstekærlig. Og de har heller ikke rigtig haft grund til det. Jo, måske ganske lidt den ene gang, hvor jeg tog et par polakker med hjem en nat for over 25 år siden. Og så alligevel jo ikke helt. De to mænd var ikke i livsfare.

De var såmænd bare ved at blive sat af toget i Hedehusene kl. 2 om natten, fordi de ikke havde billet, og folk med lokalkendskab vil vide, at stilheden og tomheden derude kan virke stærkt akavet, foruden trist og dyster, og tegner dermed et helt helt forkert billede af Danmark som attraktiv turistattraktion.

Det turde jeg ikke lade de to polske mænd opleve. De kom jo bare til Danmark, fordi de ville ha’ et arbejde, sagde de til mig, da jeg næste morgen ringede en ven op, der havde en polsk hustru, og hun fik oversat de der vanvittig mange konsonanter der fløj rundt i mit køkken.

Så jeg reddede ikke deres liv og førlighed. Jeg reddede dem bare fra en nat i Hedehusene. Det var ikke næstekærlighed fra min side – det var såmænd bare umådelig pænt af mig, når man nu ved og tænker på, hvor trist der er ude i mørket, derude tæt ved Fløng.

Q: ”Og hvad laver du så?”

A: ”Jeg er såmænd specialist indenfor viden – jeg ved mere og mere om mindre og mindre, og med min fremskredne alder varer det ikke længe, før jeg ved alt om intet!”

Q: ”Er du da rigtig klog, mand?”

A: ”Hva’ba’???”

Prøv at tænke over, hvad det er der sker, når man skal hilse på et menneske, man ikke har mødt før. En vens kusine, nye kæreste eller svigermors nye løbekammerat. Ja, både i teorien og i virkeligheden kan det såmænd faktisk være en helt fjerde, for den sags skyld.

Efter et håndtryk, og efter at man har sagt sit navn med flakkende øjne, og spurgt en ekstra gang ind til, hvad det nye menneske hed, fordi det umuligt kunne passe det man hørte første gang, går der ikke mange sekunder, før man i panisk angst for at virke pinlig, trækker i nødbremsen og stiller det forløsende spørgsmål:

”…og hvad laver du så?….”

…altimens alle sanser pumper løs i højeste alarmberedskab. For tænk nu ….åh nej, ..tænk nu, hvis svaret ikke giver mulighed for at spørge om noget bagefter…..

…altså jeg mener – bare hun nu ikke er fodterapeut eller nøgenmodel, lejemorder, tarmrenser eller i allerværste fald – slet ikke laver NOGET…uha uha

Ud af 100 mulige indledende samtalesætninger, er kun to sætninger åbenlyst mere tåbelige: ”Hvor mange penge har du?” og ”Gjorde det meget ondt at føde?”

Hvorfor har man altid så meget brug for at placere andre mennesker et eller andet sted i forhold til ens egen flakkende og vaklende selvusikkerhed?

Vil jeg vide noget om et andet menneske, er det mest oplagte at høre, hvad hun interesserer sig for, brænder for, bruger sin tid på, drømmer om – for det er jo trods alt det, der siger noget om holdninger, værdier, livskvalitet og identitet for dette menneske. Hvem er den klovn, der har bildt hele verden ind, at det altid har noget med arbejde at gøre?

Fænomenet med det forkerte spørgsmål er måske let at forklare. Relevant og naturligt har det sikkert været i landsbysamfundet på Herman Bangs tid, hvor smeden var smed hele livet, hvor landposten var tjenestemand, og hvor bonden var 8. generation på gården, og hold da helt op, hvor han mindede meget om sin farfar….både næsen, de store ører, og så ikke mindst hans børn da, der alle havde vejet over 9 pund ved fødslen – det gør de jo altid i den familie.

Levebrødet var identiteten på et solidt og velkendt fundament. Det man lavede, var det man kunne li’ – det, der gav mening. Der var ikke tid til andet.

Der var heller ikke mulighed for andet – karriereudvikling var jo slet ikke opfundet. Man døde med identiteten på, og gravsten med en påskrift som fx pensioneret overbogbinder, telegrafinspektør, eller statsbefuldmægtiget overinseminør er efterhånden virkelige sjældenheder på de danske kirkegårde – og efterhånden er gravstederne fredet af museale hensyn – hver og én af dem.

Senere hen er arbejde gået fra at være kald og arv på livstid, til at handle om udbud og efterspørgsel og ansættelse i tidsbegrænsede stillinger. Hyppige jobskift, måske med løn og dermed selvudråbt prestige som det kraftigste incitament.

”Samfundet” har formået at overbevise mennesker til at tænke og agere som maskiner i et stort finmasket produktionsapparat, hvor vores værdi som menneske er reduceret betragteligt.

Fra at være skabt i Guds billede, af kærlighed – og have uendelig kvalitativ værdi, så er denne målestok skiftet ud med en markedsværdi, hvor vi kan måles kvantitativt på, hvor meget vi hver især bidrager til – eller belaster samfundsøkonomien med, set over en forventet gennemsnitlig levealder.

Men kun i et værdiløst samfund kan et menneskeliv kapitaliseres, og resultatet bruges til at styre politiske tiltag og beslutninger med. I et værdibaseret samfund giver dette ingen mening. Her indrettes økonomi efter fornuftige værdimæssigt besluttede tiltag.

For man kan jo købe alt for penge, undtagen værdier.

Gud har skabt både den hjemløse grønlænder og den affekterede balletchef, og dermed givet dem uendelig og umålelig værdi som mennesker. I dette perspektiv er der ikke forskel på de to. Gud har skabt mennesker til kærlighed og til relationer. Ikke til at tjene penge. Men samfundet belønner dem, der tjener penge, og forsøger at minimere belastningen fra dem, der ikke gør. Liberalismens værdiløshed udstillet til undrende skue, helt uden glasmontrer.

Mens samfundet knap nok gider bekoste en ambulance til førstnævnte, tilbyder man rask væk både kunstig befrugtning, provokeret abort, og operation af åreknuder til sidstnævnte. Samfundet belønner de, der har en positiv kapitalværdi, med sin fulde opmærksomhed.

Identitet er at have relationer. Identitet er ikke det at have et arbejde. For hvad så med identiteten, når man forlader det sagnomspundne arbejdsmarked, eller hvis man aldrig nogensinde kommer i nærheden af det? Skal man så grave sit liv ned i baghaven, sammen med identiteten, eller lade denne ligge i skuffen sammen med nøglen og adgangskortet til kontoret?

Det er skrækkeligt at miste et arbejde, man holder af, og som økonomisk har stor betydning for familiens velfærd. Men identiteten som menneske – det man er og det man er værd – den er altså uændret! Den bliver ikke nulstillet, fordi der er noget, man havde, men som man ikke længere har. Det er en negativ illusion, der har ødelagt alt for mange talenter hos alt for mange.

I mit arbejdsliv har jeg været ansat som bl.a. teleelev, overassistent, kontrollør, sagsbehandler, driftskonsulent, souschef, a-kassekonsulent og senest jobkonsulent. Og hvad så? Det er kun noget, jeg har tænkt på, når nogen har spurgt. Det har ikke været en del af min identitet. Den har derimod ligget i, hvad jeg har kunnet gøre sammen med andre, for andre. Dette er min identitet.

Det at jeg vil noget med nogen andre. Hjælpe, løse, opmuntre, glæde, udføre. Skidt med stillingsbetegnelse. Jeg behøver bare at være mig selv, og gøre det, som jeg gerne selv vil mødes med i samme situation, når det er mig der er kunde, klient, medlem, gæst. Det er god arbejdslyst – det er sand arbejdsglæde. Det er livskvalitet.

En talemåde fra en svunden tid er den, at ”soldatertiden, det var nu den bedste tid”. Der var aldrig nogen, der havde andet end hån tilovers for den sætning, når den blev sagt. Ingen forstod, hvordan det kunne være rigtigt, når det havde været så hård en tid fysisk og måske også mentalt. Men nu ved man det.

Der opstod relationer, der kom til at vare ligeså længe som livet selv. Ikke flygtige kollegiale bekendtskaber i et udviklingsprojekt, men hårde oplevelser – sammen. Kroppen husker følelserne af sammenhold – hjernen glemmer, at det var tåbelige øvelser.

Faglig identitet er skrøbelig, fordi den relativeres i forhold til andre med samme faglige identitet. For 25 år siden skulle alle læse merkonom i indkøb og regnskab, for at kunne præstere i det job, de havde i forvejen. Nu skal alle læse og skrive en master i dit eller dat for at beholde jobbet. Uddannelseslobbyen skraldgriner og drikker champagne og skåler, når vi andre sover. De har scoret kassen på frygten for ikke at slå til.

Hvorfor dog ikke bruge tiden på frivilligt arbejde i en varmestue eller et suppekøkken i stedet? Eller blive voksenven eller mentor for en flok, der ikke kan sidde stille i en biograf? Efter et par måneder er der erfaringer og nye perspektiver på livet – der vil give mere lyst til at være mere nærværende og ægte, autentisk.

Eller er det virkelig bedre at komme glad og bedraget hjem fra eksamen med endnu et 12-tal, der viser, at man kan tilegne dig noget stof, og arbejde i en gruppe om et teoretisk emne med en fiktiv og fantasifuld case, og til sidst stille resultatet flot op i en rapport, der imponerer nogle censorer, der skynder sig hjem og drikker endnu mere champagne, allerede inden vi er faldet i søvn? Det bli’r et nej herfra.

En værdifuld identitet er relationer, kompetencer og motiver. At ville noget, med nogle andre, for nogle andre.

En værdiløs identitet er præstationer, kompendier og titler. At ville noget med sig selv, for ens egen skyld.

Q: ”Hvordan skal man kunne tro på, at der findes en kærlig Gud, når der er så meget had (og ondskab) i verden?”

A: ”Had (og ondskab) findes ikke!”

Flere af de ting, vi mennesker tror findes, findes slet ikke i virkeligheden. Tag fx kulde og mørke. To helt almindelige ord, der beskriver noget, som vi ved, hvad er, men som faktisk slet ikke findes!

Hvis kulde fandtes, ville vi kunne flytte rundt på det, lægge til og trække fra, og blive ved med det, så der til sidst var ”rigtig dejlig grønlænderkoldt” – fx minus 500oC eller minus 26.300oC.

Men der er et absolut nulpunkt, som jeg, som matematisk/fysisk student, var god til at huske for 35 år siden – en temperatur, der ikke kan være og dermed heller ikke kan måles lavere. For kulde findes ikke, og kan derfor hverken tilføres eller fjernes.

Varme – derimod – findes, og man kan blive ved med at tilføre varme til det, man ønsker at varme op. Selv solen ville blive endnu varmere, hvis man hældte benzin på, men det er nu nok kun Nordkorea (og sikkert kun den Store Tykke Leder selv, red.), der har teknologi, vovemod og/eller know-how til at løse denne fantasifulde opgave.

Kulde er ikke andet end det subjektive begreb, vi kalder tilstanden, når vi synes, der bestemt ikke er varmt nok efter vort ønske til, at der er tale om en behagelig temperatur. Altså når der er fjernet mere varme end det er behageligt.

Kulde i sig selv findes altså overhovedet ikke. Trods den åbenlyse fare for at forplumre budskabet, er det umuligt at ignorere lysten til at beskrive det med, at kulde i virkeligheden ikke er andet end ”varm luft”.

Med mørke er det ligeså. Lys kan tilføres uden begrænsning, men et rum, hvor der ikke er noget som helst lys – det kan simpelthen ikke gøres mørkere, for der er ikke noget mørke vi kan tilføre. Mørke findes ikke. Vi kalder det mørkt, når vi synes, der ikke er lys nok til, at vi kan bruge det til at fungere i. En subjektiv bedømmelse og beskrivelse. Vi kan godt måle, hvor meget lys der er, men vi kan ikke måle, hvor meget mørke der er.

De fleste moderne mennesker (men i bekymrende grad også en stor del af udkantsdanskerne), rynker på næsen af skabelsesberetningen fra Bibelen, og har svært ved både at kapere og acceptere, at det skulle være muligt at frembringe så meget på blot en uge, når man nu kun har sine egne erfaringer, der entydigt viser, hvor svært det er at nå bare halvdelen. Og det endog i runde tal, og så tilmed i en af de gode uger.

Noget af det fascinerende ved historien er imidlertid det faktum, at Gud hver dag ser på det, Han har skabt i løbet af dagen, og at der står ”Han så, at det var godt”. Mennesket blev således også rigtig godt skabt – nemlig til at elske sin skaber og sin medskabning; og til at vise sin kærlighed i daglig praksis.

Had og ondskab er ikke skabt. Had (og ondskab) er det vi kalder det, når et menneske ikke elsker sin næste og praktiserer den kærlighed, der ligger så potentielt lige for. Men had (og ondskab) er ikke noget, der i sig selv findes.

Et nyfødt barn rummer ikke had. Som barnet vokser op, lærer det måske af sine nære relationer, at ”dem der elsker vi, og dem der kan vi ikke li’ – dem elsker vi bestemt ikke – dem hader vi”. Hvis der er nogen vi elsker SÅ lidt, at vi ikke gider løbe hen til dem, når de falder ned af stigen, så er vi ligeglade med om de slår sig, og vi håber måske ligefrem, at de slår sig ihjel.

Så er kærligheden lig med 0 – så er den ikke eksisterende – den er i hvert fald ikke aktiveret – og det er dette mørke dunkle område på skalaen, som vi så kalder had, og som resulterer i ondskabens handlinger. Mangel på kærlighed er kulturbestemt. Viljen til ikke at elske er ikke noget, man bliver født med – det er noget man lærer.

Had findes ikke, og det er således heller ikke noget, Gud har skabt – det er den måde mennesker forvalter de gaver og egenskaber vi har fået, når det er allerdårligst og allerværst udført i forhold til formålet.

Det er lidt som, hvis jeg forærer min nevø en ny PC til hans konfirmation, og han glad pakker den ud og siger tak, alt imens han straks svinger den gennem luften og bruger dens vægt og overflade til at slå sin lillesøster i hovedet med, så hun skal sys med 14 sting og ha’ blodtransfusion i 2 timer, og sondemad til aften (konfirmationsmenuen bestående af rejecocktail, kalvesteg og Hansen Is – blended sammen til en lunken mos uden klumper, red.).

Så tænker øjenvidnerne: Hvordan kan nogen sige, at han er en god onkel, når hans nevø hader så meget, så niecen kom så slemt til skade, så hun måtte spise lunken mad uden klumper? Og sys. Hvordan kan han tillade, at sådan noget sker? Nej tak du – sådan en onkel tror jeg ikke på. Han er ikke en god onkel!

Men hallo – jeg har da ikke gjort noget forkert!? – bare fordi jeg giver gaven i tillid til, at den må blive anvendt til det, der var meningen – til noget godt! Hvis jeg lægger et hav af reguleringer ind over, et ocean af forskrifter, og en indsø af begrænsninger – hvad er det så for en gave, der er tilbage? Så er jeg da i hvert fald ikke en god kærlig onkel. Så er jeg da bare selvoptaget, magtsyg og har siddet skævt på potten som barn.

Er jeg ond, hvis jeg giver en god gave i kærlighed og frihed til at bruge den oveni, og det hele så desværre bliver misbrugt på det skammeligste?

Gud er kærlighed – og alt, hvad Gud har skabt, er skabt i kærlighed. Og alt, hvad Gud har givet mennesker, er givet i kærlighed – og i tillid. Herunder den frie vilje – fx i form af uhindret adgang til mixerpulten, hvor man hver især har muligheden og dermed ansvaret for, at skrue godt og grundigt op for kærligheden – og ikke skrue den helt i bund, så der ikke er noget – så den gabende tomme mangel på anvendt og udøst kærlighed bliver til det tomrum, som vi kalder for ondskab og had.

Kulde findes ikke – mørke findes ikke – ondskab findes ikke – og døden findes ikke. Er der overhovedet noget tilbage, der findes? Ja da, der er fx varme, lys, kærlighed og liv…..og det er da en meget god begyndelse til et helt nyt perspektiv på det at være menneske (moderne eller ej) – synes du ikke? Eller er det bare mig? (altså ikke lige når det gælder det moderne).

Q: ”Skal man ikke stole på sine følelser, og tage beslutninger ud fra det man føler, så man lever sit liv fuldt ud og ikke går glip af noget?

A: ”Hva’ snakker du egentlig om?”

Som mennesker er vi skabt med tre grundlæggende følelser, der hver især bærer evnen til en bevægelse i sig:

• Kærlighed – med bevægelsen ”hen imod” – fx en kæreste, en bedstemor, en kirke, en arbejdsplads, hvor man er tryg og glad, et fodboldhold trods 5 nederlag i træk, en fødselsdagsfest, en fremmed, der er faldet på fortovet.
• Vrede – med bevægelsen ”op imod” – fx en diktator, en terrorcelle, en klike, der truer – én, der har svigtet din datter.
• Frygt – med bevægelsen ”udenom” – fx Nørrebro (for manges vedkommende), en oversvømmet bro, en voldelig kæreste, et ituslået atomkrafværk, en arbejdsplads med et dårligt arbejdsmiljø, en klike, der mobber, et slagsmål på gaden, det meste af områderne Syrien, Irak og Somalia.

Egentlig er der ikke så mange dikkedarer i det med følelser – hvad en dikkedar så i øvrigt end måtte være….er det mon et dromedarføl, man har lyst til at kilde på halsen, eller hva’?

Men det danske sprog har nogle irriterende begrænsninger. Fx er kærlighed og forelskelse på dansk forskellige ord for følelser, selv om erfarne kendere vil vide, at der er tale om to ting, der ikke bør ligge i samme skuffe.

Kærlighed er en følelse – noget permanent – som et elnet eller en strømforsyning, der altid holder lyset tændt på standby lampen på tv’et. En permanent tilstand uanset humør, uanset tid. Som man elsker sit barn. En følelse, som viljen kan beslutte ud fra.

Forelskelse er noget følelsesmæssigt – noget midlertidigt – som et rap over nallerne på et hegn ind til en hest. Som varierer i forholdet 1:1 med humøret, som en slags ”sindets tilstand”-indikator. Jeg vover pelsen og kalder det sindstilstand, vel vidende at ordet oprindelig havde noget psykiatrisk diagnostisk over sig.

En følelse er som en rødbede – fast i sin konsistens – mens noget følelsesmæssigt – sindstilstanden – er som farveaftrykket fra en rødbede, eller smagen af vandet fra en rødbede. Det minder om rødbede, men det er kun et udtryk eller aftryk.

På engelsk/amerikansk skelner man rent faktisk mellem feelings og emotions….altså følelser og sindstilstande. Men der synes at være en stiltiende aftale blandt praktiserende dansktalende om, at sindstilstand lyder træls og smittefarligt, så for at gøre alle glade, kalder vi det hele for følelser – det er både mere behageligt og det lyder klart mere sødmefuldt.

Så jalousi, kærlighed, såret stolthed, fornærmelse, irritation, frygt, ængstelse, forelskelse, pessimisme, vrede, ondsindethed, hævngerrighed – alt sammen og meget mere blandes i samme gryde, og røres rundt, indtil alle ingredienser er lige fyldige.

Humanismen og frigørelsen har siden 60’erne med stort held forsøgt at overbevise den vestlige verden om, at der ikke er en dybere mening med livet, og at følelser (incl. de ligestillede sindstilstande) derfor er det eneste, vi har – både før, nu og efter. Følelser (incl. sindstilstande) er vigtigere end absolutte værdier….hvis det føles rigtigt, så bli’r det ikke bedre! 3-2-1 go!

”Jeg” er blevet defineret som centrum i universet, så hvis ”min” stolthed eller ”mit” råderum anfægtes, er der ikke noget at sige til at ”jeg” bliver vred. Det var ikke kun noget ”jeg” har ret til – det er snarere ”min” pligt! Ellers er jeg bare et godt gammeldags skvat!

Ikke mindst i forhold til autoriteter og absolutter – kirke, politi, offentlighed. Absolutter er revet ned og tilintetgjort med samme opblussende vrede og protest, som statuer af Saddam Hussein blev det i Irak, og som Nordkoreas mange statuer af Kim den ene og Kim den anden vil blive det inden år 2019 – (og det er ikke en følelse, ej heller en sindstilstand – det er bare en klar fornemmelse, red.).

Fra menneskehedens fødsel har det været følelser, der har defineret afgørende bevægelser, der appellerede til at blive taget alvorligt – kærlighed, vrede og frygt.

Med humanismens overtagelse af sindet, bliver en række sindstilstande ophøjet til følelser – en forel- 77 skelse til en julefrokost, en krænkelse i trafikken og et påbud fra en lærer, råber på øjeblikkelig handling – fordi ”følelser” er vækket og kræver øjeblikkelig handlekraft for at beskyttet stoltheden og integriteten, fremfor at lade besindighed, overbærenhed og ydmyghed være anvendelige egenskaber.

90’ernes fænomen fra USA, der benævntes WWJD (What Would Jesus Do), understøtter indirekte min netop afslørede videnskab om de tre følelser.

I Bibelen læser vi, at Jesus konstant opsøgte mængder af syndere og syge, i og med han vadede landskabet tyndt i sine Jesus-sandaler (heraf navnet, red.) fra by til by (kærlighed – gå hen imod). Han blev vred, da templet var blevet forvandlet til en røverkule – lavede en pisk og jog dem ud, der handlede (vrede – gå op imod), og Han bad af frygt i Gethsemane, om han kunne blive fri for at blive korsfæstet (frygt – gå udenom).

Den skarpe iagttager vil indvende, at der i Bibelen står ”frygt ikke” hele 365 gange, men den blev jo først skrevet bagefter.

Jesus blev 100% menneske – samtidig med, at Han forblev 100% Gud. Ved det, at Han blev menneske, fik Han de grundlæggende skabte følelser. Ved det, at Han forblev syndfri, ændrede Han ikke retning, de få gange, hvor vi kan læse om sindstilstande fra Hans liv.

Han blev ikke jaloux, misundelig, nervøs, uligevægtig, irriteret, forelsket, melankolsk, tungsindig. Han havde ingen sygdomme, ingen skavanker, ingen tandpine, ingen hård mave eller det modsatte, ingen lumbago.

Han græd, da han hørte folket klage sig over Lazarus’ død, og deres brok over Hans langsommelighed i forhold til at nå frem inden det skete. Og Han blev bedrøvet over menneskers kærlighed til penge, men i begge tilfælde uden at Han ændrede standpunkt eller adfærd i forhold til sandheden. Han reagerede i forhold til sine følelser, og ikke i forhold til sine sindstilstande. Og størst af alt var kærligheden.