Q: ”Må man få hunden med i himlen?”
A: ”Nej!”
Et menneske skabes, fødes og består hele livet, af tre grundlæggende forskellige elementer, der på samme tid både er adskilt fra hinanden, men så sandelig også er sammenhængende. Det lyder jo ikke umiddelbart logisk, men jeg er sikker på, at du om lidt forstår præcis, hvad der menes, samtidig med at jeg dermed afslører, at jeg har meget høje tanker om dig!
De tre dele er de gode gamle velkendte, nemlig:
• Krop
• Sind (kaldes af nogle også sjæl, men ignorer dem, der bevidst blander tingene sammen – de er bare ude på opmærksomhed)
• Sjæl (kan også kaldes ånd – og det er der ikke noget forkert i)
Overraskende er det næppe for nogen, at kroppen er fysisk i sin lettest forståelige form. Den kan måles, vejes og ses. Den kan ændres i udseende. Den kan påføres fysisk smerte og fysisk velvære. Man kan tatovere den. Man kan lægge gips på den.
Sindet er anderledes indviklet. For selv om psyke, intelligens og mentalitet faktisk består af noget synligt fysisk, som vi kalder hjernen, som principielt også kan måles og vejes, så giver disse mål kun sjældent 64 mening. Sindet kan ændres i udtryk, fx efter en blodprop i hjernen.
Sindet er dermed noget i retning af en persons elastiske, funktionelt næsten usynlige, menneskelige kompetenceprofil, ud fra et dynamisk forhold og et indbyrdes samspil mellem bl.a….
– psykisk styrke og beredskab,
– intelligensernes styrker og indbyrdes magtforhold,
– personlighed og erfaringer
– sociale kompetencer
Måske er denne definition lidt svært tilgængelig, og måske ikke helt 100% fyldestgørende, men muligvis er den bemærkelsesværdigt tæt på virkeligheden. Måske er det den bedste beskrivelse, der endnu har set dagens lys. Eminent havde jeg faktisk nær sagt – nu skrev jeg det så i stedet. Men i stedet for at blive hængende og nyde synet af eminent forskningsarbejde, må vi nok se at bevæge os videre.
Et menneskeliv består nemlig til sidst også af sjælen. Sjælen er 100% usynlig. Og dog er den en gennemtænkt og ekstrem vigtig og helt uundværlig del af mennesket. Uden sjæl var mennesket måske bare en smuk abe?
Sjælen er godt nok inde i mig, men der er ingen der kan se den, ej heller måle den (om lidt bliver det sindssygt spændende, og jeg garanterer, at du kommer ud i nogle hjørner, hvor du aldrig har været før!). Bibelen kaldes den mest for ”ånd”.
Personligt synes jeg bedst om ”sjæl”, men når et menneske ”udånder” – ”afsjæles” det, så begge ord er dækkende for den situation, hvor livet holder op med at være liv, og det usynlige tænker: ”La’ lige mig komme væk herfra, inden stodderen begynder at lugte fælt”.
Nogle gange kalder nogen sindet for sjælen, og sjælen for sindet, og det er smadder irriterende for sådan nogle som dig og mig, at helt tilfældige mennesker, der ikke har spor forstand på tingene, prøver at forvirre os, der har. Nogle gange synes ytringsfriheden urimelig vidtrækkende. Men vi kan ikke ændre på det. Vi må nok bare blive bedre til at sige pyt.
Og vi må bare bære over med dem – de er trods alt Gudskabte elskelige mennesker ligesom fx Linse Kessler, Bubber, Etta Cameron, David Cameron og Cameron Diaz – og som du, og som jeg er det. Og som Joachim B. Olsen er det, om end det måske ikke var jordens mest intelligente eksempel. (Faktisk et virkelig sølle eksempel – tror jeg sletter det i et evt. 2. oplag, red.)
Hvis du er i tvivl om, hvad du tænker om det med at sjælen er sjælen, så øv dig i at tænke, at sjælen er alt det usynlige i dig, der ikke ligger i intelligensen. I sjælen ligger blandt andet samvittigheden. Samvittighed kan aldrig ligge i sindet – for intelligensen ville skubbe den ud, præcis som en gøgeunge skubber rørsangerens æg ud over kanten.
Når der fx er jordskælv i Nepal, og der samles penge ind til nødhjælp, er de fleste mennesker villige til at give. Hvis jeg giver 100 kr. er det min samvittighed, der er drivkraften. Det er ikke min intelligens (sind). Hvis jeg ikke havde en sjæl, der var forud designet til at ”mærke”, at her vil jeg gerne hjælpe, fordi jeg kan, så ville jeg ikke kunne gøre det.
Min blændende intelligens ville stille sig i vejen, lave en cost-benefit analyse og hurtigt komme frem til, at de mennesker i Nepal aldrig vil kunne komme til at gøre noget godt for mig, og de vil heller ikke kunne bebrejde mig eller udstøde mig af mine sociale relationer, hvis jeg lader være. Min krop og mit sind vil rotte sig sammen hvis de kunne og sige nej til sjælen. Mit sind vil brokke sig, og lokke med en tur på McDonald’s for pengene, og min krop vil synes, det lyder som en rigtig god idé.
Det er alene min samvittighed, der skaber en usynlig og vægtløs, og for rationelle mennesker unaturlig lyst til at give nogle af mine (teoretisk set) knappe ressourcer til mennesker, der ikke engang kan finde på at ringe og sige tak.
Der er kæmpestor forskel på sind og sjæl. Tænk blot på, hvad der fx sker, når et menneske dør. Vi kan godt sige, at det er mig, vi bruger som eksempel. Jeg melder mig frivilligt til dette vigtige forsøg. Vi siger, at en dag vinker Jesus til mig, og jeg går efter Ham ind i lyset, og dør i jordisk forstand.
Så sker der det for min krop – hvor bevaringsværdig den end synes mig – at den forgår. Som en banan i solen – så ændrer den farve, og begynder at rådne. Det samme sker med det synlige opholdssted for min blændende intelligens, min humor, min depression, min dårlige hukommelse, mine tanker og idéer, min hukommelse, og til sidst, måske vigtigst af alt, min hukommelse.
Det begynder at lugte og det er egentlig ikke, fordi jeg dør, for døden findes i og for sig ikke i virkeligheden. Jeg holder bare op med at leve. Dét er dét, vi kalder at dø, som fænomen, skønt døden i sig selv ikke findes. Når vi ikke længere lever, begynder vi at lugte.
Nogle mennesker skaber dødsangst hos andre ved allerede på et tidligt tidspunkt i deres liv at lugte af fx armsved. Det er ikke altid, fordi det er lige op over med dem, men det kan være fordi de på en diskret måde vil gøre dig opmærksom på, at en dag er det for 68 sent at gøre noget godt for andre, så gør det hellere i dag, inden det en dag er for sent.
Jeg ønsker ikke at blive kremeret, når jeg ikke længere lever, selv om min svoger sikkert vil gøre det billigt (han er ”Kremør” på et Krematorie, der ønsker at være anonymt). Den fornøjelse under jeg ham nu alligevel ikke. Men vi lader alligevel som om – her i eksemplet – at det er mig, der ikke længere lever og skal kremeres, og at det er min svoger, der skal gøre det (så gir’ han nok kaffen, når eksemplet er færdigt).
Når jeg så bliver kremeret, så forsvinder kroppen, og samtidig med den sindet, hvor humøret og flere andre ting, som jeg har glemt i mellemtiden, opholdt sig. Alle mine lagrede jokes, både de dårlige og den gode, forsvinder, depressionen bliver for altid neutraliseret – og jeg kommer ud tre timer senere – brændt ned til en lille bunke kulstof, plomber, evt. kunstige led og en forlovelsesring.
Min svoger råber i baggrunden, at der altså godt kan gå 4 timer, når man er så tyk, som jeg, men jeg kan virkelig ikke se, at det var nødvendigt for ham at gøre opmærksom på det lige her.
Så kommer jeg ud af ovnen, og min svoger checker, at der står ”Dorte 11-04-1993” og ”Es. 54,10” i forlovelsesringen, og hvis der ikke gør det – så har han brændt den forkerte! Det sker jo nok en dag – vi må så bare ikke håbe, at det er Johnny Reimar og Uffe Ellemann han tager fejl af. Det har jeg nemlig altid selv gjort. Jeg synes, det er helt utroligt, som de ligner hinanden.
Men hvis det vitterlig er mig, han har brændt, så er det så fantastisk, at min sjæl lever videre! Den har sikkert slet ikke været inde i ovnen. Den har forladt min fysiske liebhaverbolig i det øjeblik, livet ikke længere var til stede. Og selv om sjælen stadig skulle ha’ været i forlængelse af kroppen, og dermed med helt inde i ovnen, så ville det ikke gøre nogen forskel. Sjælen kan ikke fortæres af ild. Den er usynlig og vægtløs.
Det usynlige og vægtløse har ingen brandværdi. Min sjæl er ligeglad med, hvor meget min svoger skruer op for varmen. Til glæde for den miljørigtige del af befolkningen, er min sjæl fuldstændig CO2-neutral. Kun skatteministeren ærgrer sig over den manglende afgiftsmulighed.
Dyr har krop, dyr har sind – men dyr har nogen sjæl. Et dyr har ingen samvittighed, et dyr har ingen tro, intet håb om fremtiden, intet blik for synd eller selvmedlidenhed. Et dyr har ikke fået blæst Guds livsånde ind i sig ifølge Bibelen, og vi kan med egne øjne se, det passer. Mennesker kan tillægge dyr menneskelige egenskaber i deres levende beskrivelse af deres bedste venner, men det ændrer ikke på virkeligheden.
En hund skammer sig ikke, når den bliver skældt ud, den gør sig underdanig for også at få mad i morgen. Nogle siger, den skammer sig (ofte de samme, der kalder sig selv far eller mor i forhold til utysket), for den gør præcis det, de håber, at deres børn gør, når de bliver skældt ud – nemlig underordner sig, og retter ind. Men det fænomen hos et dyr hedder et instinkt – og er en intelligent form for reaktion – men det er ikke en sjæl.
Når køteren så dør, forgår dens krop og dens sind. Der sker det samme med dens sjæl, som der sker med dens pensionsopsparing og dens ridderkors. Absolut ingenting, for ingen af dem findes. Så trods alle gode og fromme intentioner er sagen klar, der findes ingen hunde i himlen.
Beklager Søren Brun, ikke engang Nuser.
Fra bogen ”LOL for voksne – bananfluer for begyndere” af Jens Ditlev Fromsejer (eget forlag)