Q: ”Hvordan skal man kunne tro på, at der findes en kærlig Gud, når der er så meget had (og ondskab) i verden?”
A: ”Had (og ondskab) findes ikke!”
Flere af de ting, vi mennesker tror findes, findes slet ikke i virkeligheden. Tag fx kulde og mørke. To helt almindelige ord, der beskriver noget, som vi ved, hvad er, men som faktisk slet ikke findes!
Hvis kulde fandtes, ville vi kunne flytte rundt på det, lægge til og trække fra, og blive ved med det, så der til sidst var ”rigtig dejlig grønlænderkoldt” – fx minus 500oC eller minus 26.300oC.
Men der er et absolut nulpunkt, som jeg, som matematisk/fysisk student, var god til at huske for 35 år siden – en temperatur, der ikke kan være og dermed heller ikke kan måles lavere. For kulde findes ikke, og kan derfor hverken tilføres eller fjernes.
Varme – derimod – findes, og man kan blive ved med at tilføre varme til det, man ønsker at varme op. Selv solen ville blive endnu varmere, hvis man hældte benzin på, men det er nu nok kun Nordkorea (og sikkert kun den Store Tykke Leder selv, red.), der har teknologi, vovemod og/eller know-how til at løse denne fantasifulde opgave.
Kulde er ikke andet end det subjektive begreb, vi kalder tilstanden, når vi synes, der bestemt ikke er varmt nok efter vort ønske til, at der er tale om en behagelig temperatur. Altså når der er fjernet mere varme end det er behageligt.
Kulde i sig selv findes altså overhovedet ikke. Trods den åbenlyse fare for at forplumre budskabet, er det umuligt at ignorere lysten til at beskrive det med, at kulde i virkeligheden ikke er andet end ”varm luft”.
Med mørke er det ligeså. Lys kan tilføres uden begrænsning, men et rum, hvor der ikke er noget som helst lys – det kan simpelthen ikke gøres mørkere, for der er ikke noget mørke vi kan tilføre. Mørke findes ikke. Vi kalder det mørkt, når vi synes, der ikke er lys nok til, at vi kan bruge det til at fungere i. En subjektiv bedømmelse og beskrivelse. Vi kan godt måle, hvor meget lys der er, men vi kan ikke måle, hvor meget mørke der er.
De fleste moderne mennesker (men i bekymrende grad også en stor del af udkantsdanskerne), rynker på næsen af skabelsesberetningen fra Bibelen, og har svært ved både at kapere og acceptere, at det skulle være muligt at frembringe så meget på blot en uge, når man nu kun har sine egne erfaringer, der entydigt viser, hvor svært det er at nå bare halvdelen. Og det endog i runde tal, og så tilmed i en af de gode uger.
Noget af det fascinerende ved historien er imidlertid det faktum, at Gud hver dag ser på det, Han har skabt i løbet af dagen, og at der står ”Han så, at det var godt”. Mennesket blev således også rigtig godt skabt – nemlig til at elske sin skaber og sin medskabning; og til at vise sin kærlighed i daglig praksis.
Had og ondskab er ikke skabt. Had (og ondskab) er det vi kalder det, når et menneske ikke elsker sin næste og praktiserer den kærlighed, der ligger så potentielt lige for. Men had (og ondskab) er ikke noget, der i sig selv findes.
Et nyfødt barn rummer ikke had. Som barnet vokser op, lærer det måske af sine nære relationer, at ”dem der elsker vi, og dem der kan vi ikke li’ – dem elsker vi bestemt ikke – dem hader vi”. Hvis der er nogen vi elsker SÅ lidt, at vi ikke gider løbe hen til dem, når de falder ned af stigen, så er vi ligeglade med om de slår sig, og vi håber måske ligefrem, at de slår sig ihjel.
Så er kærligheden lig med 0 – så er den ikke eksisterende – den er i hvert fald ikke aktiveret – og det er dette mørke dunkle område på skalaen, som vi så kalder had, og som resulterer i ondskabens handlinger. Mangel på kærlighed er kulturbestemt. Viljen til ikke at elske er ikke noget, man bliver født med – det er noget man lærer.
Had findes ikke, og det er således heller ikke noget, Gud har skabt – det er den måde mennesker forvalter de gaver og egenskaber vi har fået, når det er allerdårligst og allerværst udført i forhold til formålet.
Det er lidt som, hvis jeg forærer min nevø en ny PC til hans konfirmation, og han glad pakker den ud og siger tak, alt imens han straks svinger den gennem luften og bruger dens vægt og overflade til at slå sin lillesøster i hovedet med, så hun skal sys med 14 sting og ha’ blodtransfusion i 2 timer, og sondemad til aften (konfirmationsmenuen bestående af rejecocktail, kalvesteg og Hansen Is – blended sammen til en lunken mos uden klumper, red.).
Så tænker øjenvidnerne: Hvordan kan nogen sige, at han er en god onkel, når hans nevø hader så meget, så niecen kom så slemt til skade, så hun måtte spise lunken mad uden klumper? Og sys. Hvordan kan han tillade, at sådan noget sker? Nej tak du – sådan en onkel tror jeg ikke på. Han er ikke en god onkel!
Men hallo – jeg har da ikke gjort noget forkert!? – bare fordi jeg giver gaven i tillid til, at den må blive anvendt til det, der var meningen – til noget godt! Hvis jeg lægger et hav af reguleringer ind over, et ocean af forskrifter, og en indsø af begrænsninger – hvad er det så for en gave, der er tilbage? Så er jeg da i hvert fald ikke en god kærlig onkel. Så er jeg da bare selvoptaget, magtsyg og har siddet skævt på potten som barn.
Er jeg ond, hvis jeg giver en god gave i kærlighed og frihed til at bruge den oveni, og det hele så desværre bliver misbrugt på det skammeligste?
Gud er kærlighed – og alt, hvad Gud har skabt, er skabt i kærlighed. Og alt, hvad Gud har givet mennesker, er givet i kærlighed – og i tillid. Herunder den frie vilje – fx i form af uhindret adgang til mixerpulten, hvor man hver især har muligheden og dermed ansvaret for, at skrue godt og grundigt op for kærligheden – og ikke skrue den helt i bund, så der ikke er noget – så den gabende tomme mangel på anvendt og udøst kærlighed bliver til det tomrum, som vi kalder for ondskab og had.
Kulde findes ikke – mørke findes ikke – ondskab findes ikke – og døden findes ikke. Er der overhovedet noget tilbage, der findes? Ja da, der er fx varme, lys, kærlighed og liv…..og det er da en meget god begyndelse til et helt nyt perspektiv på det at være menneske (moderne eller ej) – synes du ikke? Eller er det bare mig? (altså ikke lige når det gælder det moderne).