Q: ”Hvordan kan du ha’ sådan en holdning? Det er da ikke særlig næstekærligt!”
A: ”Har du en lomme jeg kan kaste op i?”
Forestil dig, at du står på din altan og ser din nabo falde ned fra sin stige (..hvis du har lånt ham den, er det din..) og under skrig og skrål (..han har det med at overdrive, det ved vi jo..), ligger han pludselig på jorden med det, der viser sig at være et åbent benbrud (..denne gang viste det sig så for en gangs skyld at være alvorligt nok….).
Hvad gør du?
A: Kravler gennem hækken og ringer 112, mens du løber og mangler nogle meter i at være helt henne ved ham? Konstaterer, da du er få meter fra ham, at du kun er iklædt underbukser og netundertrøje (hvis du er hankøn), eller ikke har fået make-up på (hvis du er hunkøn) – men ændrer ikke din dedikation i at komme hurtigt hen og få øjenkontakt.
eller
B: Udtrykker fra altanen din sympati med ham, og råber, at du vil ringe 112, og når du har gjort det, råber du ned til ham, at du har ringet efter en ambulance, og beder ham ligge stille, idet du lover at komme ned til ham, så snart hovedfeltet er kommet i mål i dagens Tour de France etape.
Du gentager din forståelse for, hvor uheldig han har været, og hvor synd det er for ham, og henleder hans opmærksomhed på, at du engang fik en fiber til fodbold i en kamp mod Sdr. Vildfarelse, faktisk i det samme højreben (altså dit), som du kan se, han bløder fra, og beroliger ham med, at det dengang gik hurtigt over, så ….hvis han er i god form, går det nok også hurtigt for ham.
Hvordan vil du reagere – A eller B?
En undersøgelse, der kunne have været udført af Milena Penkowa, kunne vise at fx 95% af de adspurgte er i besiddelse af tilstrækkelig kærlighed til at vælge A – og sporenstregs løbe som en gal ind til naboen, holde hans hoved og vente på ambulancen, følge ham på hospitalet, love at ringe til hans mor, kone og chef/jobcenter – tilbyde at hente hans irriterende og altid støjende børn – (der tydeligvis for enhver, er helt urimeligt underdiagnosticerede med bogstaver) i SFO’en og vente til deres papfarmor kommer og tryller tryghed frem til dem, mens de ser Cartoon Network og spiller på iPad samtidig.
Men det er en helt personlig sag, hvor meget man vil engagere sig – altså hvor meget kærlighed man vil strø om sig med. Og desuden ved jeg udmærket godt, hvem det er af læserne, der ville vælge B, og jeg vil ligesom sidste gang, hvor der var optræk til pinlige afsløringer på nettet – fra de selvsamme personer i øvrigt – være villig til at undlade at offentliggøre flere navne på den tvivlsomme navneliste på min hjemmeside (fromsejer.dk, red.).
Mit mobilnr. er fortsat det samme, og jeg har stadig Mobilepay. Så kan vi snart lade det ligge tror jeg, ikke sandt??! Lad det gå lidt tjept, vi skal tilbage til emnet. Godt så!
Næstekærlighed handler ikke om at have en bestemt holdning eller om at vise de politisk korrekte sympatitilkendegivelser. Det er groft vildledende at få nogen til at tro, at man kan være næstekærlig med begge ben på jorden, og begge hænder i lommerne.
I det omfang næstekærlighed handler om at man skal sympatisere med nogle bestemte synspunkter, eller at man selv skal have nogle bestemte holdninger, er det alene et humanistisk begreb, der bruges som offensivt argument imod moralske eller eksistentielle absolutter.
Sådan nogle af den slags, der trods mange års massiv hetz fra alverdens store mavefornemmelse og hjemmelavede logik, faktisk fortsat findes i bibelsk kristendom, i uændret og fuldgyldig form.
Jesu beretning fra Bibelen om den barmhjertige samaritaner beskriver et menneskes aktive ageren ud fra sin grundlæggende kærlighed overfor et ”tilfældigt” fremmed menneske. Vi kender intet til hans sympatier eller holdninger. Det er hans handling der viser hans kærlighed til sin næste.
Det er så i moderne skønlitterære relativistiske tekster omskrevet til ”næstekærlighed”. Et ord der slet ikke findes i Bibelen, men er opfundet af moderne mennesker. Og herefter fordrejet, misfortolket og manipuleret til ukendelighed. Deformeret fra at handle om handling til at handle om sympati og holdning.
Den barmhjertige samaritaner ”gør” kærlighed – han bevæger sig – han går derhen.
Næstekærlighed (hvis det overhovedet skal findes i virkeligheden) er at bevæge sig hen til en man har kærlighed til, selv om man ikke kender ham. Men man gør det fordi sjælen (jævnfør appendix A, red.) banker på, og minder om, at det er rigtigt at hjælpe sin næste – at elske sin næste – og dermed bevæge sig.
Når der er jordskælv i Langbortistan (”udkantsverden”) – og der samles penge ind, så er det ikke næstekærlighed, at jeg sælger alle mine tomme flasker og donerer pengene til en Danmarksindsamling, hvor jeg kan få lov at tale med en fra vild med dans eller Cecil Bødker, når jeg ringer ind.
Heller ikke, hvis jeg lægger 10.000 kr. oveni, af penge, som jeg har i forvejen, og så ser rulleteksten ”fromse.net – because you know it’s right” hen over skærmen hvert 27. minut hele aftenen på TV2.
Hvis jeg bilder mig selv eller andre ind, at jeg har gjort, hvad jeg kan (uden at bevæge mig), og jeg føler mig rigtig bekvemt næstekærlig, fordi jeg sendte 10.304 kr. derned (incl. pant), så er det ikke andet end løgn og selvbedrag. Det er ikke næstekærlighed, og det er heller ikke skyggen af kærlighed – det er cool business.
Tag ikke fejl af mig, når der er jordskælv eller tsunami eller vulkanudbrud. Jeg bevæger mig ikke. Jeg er slet ikke nogen helgen – jeg er ikke engang næstekærlig. Jeg gider ikke altid give noget af min overflod, og jeg gider da slet ikke gøre noget. Det må jeg tørt konstatere ved at se på min hidtidige indsats.
De har selvfølgelig da min sympati – bevares – men jeg skal åbenbart ikke nogen steder og ha’ gjort mit tøj beskidt. Sympati er ikke næstekærlighed – sympati er ligegyldighed deluxe.
Det er yderst sjældent, man hører et menneske omtalt som næstekærligt. De franske klunsere inspireret af Abbé Pierre, de indiske omsorgsarbejdere inspireret af Moder Teresa er de kendte undtagelser. Nødhjælpsarbejdere og sundhedspersonale i ebolaramte områder er så absolut også anonyme næstekærlige.
Mennesker, der arbejder med gadebørn, eller inviterer en hjemløs hjem til mad og en varm seng, eller yder førstehjælp til en forslået alkoholiker, eller stiller sig imellem, når en kvinde med slør får slag og hånes i en bus af en gruppe kronragede europæere – dé er alle sammen næstekærlige!
Men der er aldrig nogen, der har sagt til mig, at jeg er næstekærlig. Og de har heller ikke rigtig haft grund til det. Jo, måske ganske lidt den ene gang, hvor jeg tog et par polakker med hjem en nat for over 25 år siden. Og så alligevel jo ikke helt. De to mænd var ikke i livsfare.
De var såmænd bare ved at blive sat af toget i Hedehusene kl. 2 om natten, fordi de ikke havde billet, og folk med lokalkendskab vil vide, at stilheden og tomheden derude kan virke stærkt akavet, foruden trist og dyster, og tegner dermed et helt helt forkert billede af Danmark som attraktiv turistattraktion.
Det turde jeg ikke lade de to polske mænd opleve. De kom jo bare til Danmark, fordi de ville ha’ et arbejde, sagde de til mig, da jeg næste morgen ringede en ven op, der havde en polsk hustru, og hun fik oversat de der vanvittig mange konsonanter der fløj rundt i mit køkken.
Så jeg reddede ikke deres liv og førlighed. Jeg reddede dem bare fra en nat i Hedehusene. Det var ikke næstekærlighed fra min side – det var såmænd bare umådelig pænt af mig, når man nu ved og tænker på, hvor trist der er ude i mørket, derude tæt ved Fløng.