Q: ”Og hvad laver du så?”
A: ”Jeg er såmænd specialist indenfor viden – jeg ved mere og mere om mindre og mindre, og med min fremskredne alder varer det ikke længe, før jeg ved alt om intet!”
Q: ”Er du da rigtig klog, mand?”
A: ”Hva’ba’???”
Prøv at tænke over, hvad det er der sker, når man skal hilse på et menneske, man ikke har mødt før. En vens kusine, nye kæreste eller svigermors nye løbekammerat. Ja, både i teorien og i virkeligheden kan det såmænd faktisk være en helt fjerde, for den sags skyld.
Efter et håndtryk, og efter at man har sagt sit navn med flakkende øjne, og spurgt en ekstra gang ind til, hvad det nye menneske hed, fordi det umuligt kunne passe det man hørte første gang, går der ikke mange sekunder, før man i panisk angst for at virke pinlig, trækker i nødbremsen og stiller det forløsende spørgsmål:
”…og hvad laver du så?….”
…altimens alle sanser pumper løs i højeste alarmberedskab. For tænk nu ….åh nej, ..tænk nu, hvis svaret ikke giver mulighed for at spørge om noget bagefter…..
…altså jeg mener – bare hun nu ikke er fodterapeut eller nøgenmodel, lejemorder, tarmrenser eller i allerværste fald – slet ikke laver NOGET…uha uha
Ud af 100 mulige indledende samtalesætninger, er kun to sætninger åbenlyst mere tåbelige: ”Hvor mange penge har du?” og ”Gjorde det meget ondt at føde?”
Hvorfor har man altid så meget brug for at placere andre mennesker et eller andet sted i forhold til ens egen flakkende og vaklende selvusikkerhed?
Vil jeg vide noget om et andet menneske, er det mest oplagte at høre, hvad hun interesserer sig for, brænder for, bruger sin tid på, drømmer om – for det er jo trods alt det, der siger noget om holdninger, værdier, livskvalitet og identitet for dette menneske. Hvem er den klovn, der har bildt hele verden ind, at det altid har noget med arbejde at gøre?
Fænomenet med det forkerte spørgsmål er måske let at forklare. Relevant og naturligt har det sikkert været i landsbysamfundet på Herman Bangs tid, hvor smeden var smed hele livet, hvor landposten var tjenestemand, og hvor bonden var 8. generation på gården, og hold da helt op, hvor han mindede meget om sin farfar….både næsen, de store ører, og så ikke mindst hans børn da, der alle havde vejet over 9 pund ved fødslen – det gør de jo altid i den familie.
Levebrødet var identiteten på et solidt og velkendt fundament. Det man lavede, var det man kunne li’ – det, der gav mening. Der var ikke tid til andet.
Der var heller ikke mulighed for andet – karriereudvikling var jo slet ikke opfundet. Man døde med identiteten på, og gravsten med en påskrift som fx pensioneret overbogbinder, telegrafinspektør, eller statsbefuldmægtiget overinseminør er efterhånden virkelige sjældenheder på de danske kirkegårde – og efterhånden er gravstederne fredet af museale hensyn – hver og én af dem.
Senere hen er arbejde gået fra at være kald og arv på livstid, til at handle om udbud og efterspørgsel og ansættelse i tidsbegrænsede stillinger. Hyppige jobskift, måske med løn og dermed selvudråbt prestige som det kraftigste incitament.
”Samfundet” har formået at overbevise mennesker til at tænke og agere som maskiner i et stort finmasket produktionsapparat, hvor vores værdi som menneske er reduceret betragteligt.
Fra at være skabt i Guds billede, af kærlighed – og have uendelig kvalitativ værdi, så er denne målestok skiftet ud med en markedsværdi, hvor vi kan måles kvantitativt på, hvor meget vi hver især bidrager til – eller belaster samfundsøkonomien med, set over en forventet gennemsnitlig levealder.
Men kun i et værdiløst samfund kan et menneskeliv kapitaliseres, og resultatet bruges til at styre politiske tiltag og beslutninger med. I et værdibaseret samfund giver dette ingen mening. Her indrettes økonomi efter fornuftige værdimæssigt besluttede tiltag.
For man kan jo købe alt for penge, undtagen værdier.
Gud har skabt både den hjemløse grønlænder og den affekterede balletchef, og dermed givet dem uendelig og umålelig værdi som mennesker. I dette perspektiv er der ikke forskel på de to. Gud har skabt mennesker til kærlighed og til relationer. Ikke til at tjene penge. Men samfundet belønner dem, der tjener penge, og forsøger at minimere belastningen fra dem, der ikke gør. Liberalismens værdiløshed udstillet til undrende skue, helt uden glasmontrer.
Mens samfundet knap nok gider bekoste en ambulance til førstnævnte, tilbyder man rask væk både kunstig befrugtning, provokeret abort, og operation af åreknuder til sidstnævnte. Samfundet belønner de, der har en positiv kapitalværdi, med sin fulde opmærksomhed.
Identitet er at have relationer. Identitet er ikke det at have et arbejde. For hvad så med identiteten, når man forlader det sagnomspundne arbejdsmarked, eller hvis man aldrig nogensinde kommer i nærheden af det? Skal man så grave sit liv ned i baghaven, sammen med identiteten, eller lade denne ligge i skuffen sammen med nøglen og adgangskortet til kontoret?
Det er skrækkeligt at miste et arbejde, man holder af, og som økonomisk har stor betydning for familiens velfærd. Men identiteten som menneske – det man er og det man er værd – den er altså uændret! Den bliver ikke nulstillet, fordi der er noget, man havde, men som man ikke længere har. Det er en negativ illusion, der har ødelagt alt for mange talenter hos alt for mange.
I mit arbejdsliv har jeg været ansat som bl.a. teleelev, overassistent, kontrollør, sagsbehandler, driftskonsulent, souschef, a-kassekonsulent og senest jobkonsulent. Og hvad så? Det er kun noget, jeg har tænkt på, når nogen har spurgt. Det har ikke været en del af min identitet. Den har derimod ligget i, hvad jeg har kunnet gøre sammen med andre, for andre. Dette er min identitet.
Det at jeg vil noget med nogen andre. Hjælpe, løse, opmuntre, glæde, udføre. Skidt med stillingsbetegnelse. Jeg behøver bare at være mig selv, og gøre det, som jeg gerne selv vil mødes med i samme situation, når det er mig der er kunde, klient, medlem, gæst. Det er god arbejdslyst – det er sand arbejdsglæde. Det er livskvalitet.
En talemåde fra en svunden tid er den, at ”soldatertiden, det var nu den bedste tid”. Der var aldrig nogen, der havde andet end hån tilovers for den sætning, når den blev sagt. Ingen forstod, hvordan det kunne være rigtigt, når det havde været så hård en tid fysisk og måske også mentalt. Men nu ved man det.
Der opstod relationer, der kom til at vare ligeså længe som livet selv. Ikke flygtige kollegiale bekendtskaber i et udviklingsprojekt, men hårde oplevelser – sammen. Kroppen husker følelserne af sammenhold – hjernen glemmer, at det var tåbelige øvelser.
Faglig identitet er skrøbelig, fordi den relativeres i forhold til andre med samme faglige identitet. For 25 år siden skulle alle læse merkonom i indkøb og regnskab, for at kunne præstere i det job, de havde i forvejen. Nu skal alle læse og skrive en master i dit eller dat for at beholde jobbet. Uddannelseslobbyen skraldgriner og drikker champagne og skåler, når vi andre sover. De har scoret kassen på frygten for ikke at slå til.
Hvorfor dog ikke bruge tiden på frivilligt arbejde i en varmestue eller et suppekøkken i stedet? Eller blive voksenven eller mentor for en flok, der ikke kan sidde stille i en biograf? Efter et par måneder er der erfaringer og nye perspektiver på livet – der vil give mere lyst til at være mere nærværende og ægte, autentisk.
Eller er det virkelig bedre at komme glad og bedraget hjem fra eksamen med endnu et 12-tal, der viser, at man kan tilegne dig noget stof, og arbejde i en gruppe om et teoretisk emne med en fiktiv og fantasifuld case, og til sidst stille resultatet flot op i en rapport, der imponerer nogle censorer, der skynder sig hjem og drikker endnu mere champagne, allerede inden vi er faldet i søvn? Det bli’r et nej herfra.
En værdifuld identitet er relationer, kompetencer og motiver. At ville noget, med nogle andre, for nogle andre.
En værdiløs identitet er præstationer, kompendier og titler. At ville noget med sig selv, for ens egen skyld.