Tanker om stress og depression – om skyld og skam og om en usynlig næsvis abe på skulderen
Her er en hilsen til dig, der er udfordret eller decideret syg med stress, depression, udbrændthed, omsorgstræthed, sorg eller andet grus fra livets nederste hylde.
Velkommen her! Du er blandt venner i det knap så muntre køkken, hvor vi sammen rører i en gryde med alt for let tilgængelige ingredienser. Her blander vi ulige dele manglende mestringsevner, kognitive udfordringer og begrænsninger sammen med problemer med hukommelse, erindring og hukommelse, inden vi tilsætter rundhåndede mængder af aldrig svigtende overtræthed, og krydrer med individuelle variationer af vigende livslyst.
Jeg ved faktisk noget om dig, som du måske ikke selv er klar over. Det kommer her – enten som en overraskelse, eller som en velment repetition:
Jeg ved nemlig, at uanset hvad din præcise historie er frem til i dag, så er du som menneske 100% OK, selv om det måske ikke lige er den opfattelse du selv har af dig selv – måske endog ligefrem tværtimod.
Men jeg har ret, for jeg ved, at du som menneske er uendelig værdifuld, lige som du er, og uanset hvor lidt du kan – og hvor meget du ikke kan – præstere. Din værdi som menneske er som den skal være, i og med at du er et menneske – og det er den også, selv om du ikke kan, hvad du engang kunne og stadig gerne ville.
En fremragende bilist, der kører en tilfældig tur, en tilfældig dag, og punkterer et tilfældigt sted, er stadig en fremragende bilist, når han er nødt til at køre ind til siden og vente på vejhjælp, eller selv går ud og skifter dæk. Det er ikke hans skyld at han er punkteret – og der er ikke noget at skamme sig over. Han er stadig den samme fremragende bilist som umiddelbart før, hvor han sad i bilen og sang højlydt med på ”Hammer hammer fedt” i giro 413 inde i varmen.
Men nu står han her i vejkanten – og nu begynder det knageme også at regne – på den punkterede, men fremragende, bilist. Én ulykke kommer sjældent alene – og to ulykker kommer aldrig alene, for så var der jo kun én.
Lige som det gælder for bilisten, at han ikke kan gøre for, at han er punkteret, gælder det tilsvarende for dig, der er punkteret her i livet. Det er ikke din skyld, og der er intet at skamme sig over. Du er stadig fuldkommen og uendelig værdifuld fordi du er dig. Men ja, du er punkteret – og ja, det er drønærgerligt – og det regner.
Og samtidig, som i en anden Pippi Langstrømpe film anno 2023, så har du sikkert en lille abe på skulderen, der er usynlig for alle andre end dig. Den hvisker i tide og utide, at du IKKE er OK, og den bebrejder dig at du ikke bare kan tage dig sammen – sige pyt – starte forfra – melde dig rask – gøre som du gjorde før. Med bekymrende mine og sammenbidt mund er du ofte tilbøjelig til at give den ret – for har den ikke det? Helt ærligt? Jeg kan jo ikke noget….
Jeg kan forsikre dig for, at den ikke har ret, uanset hvor ked af det du er, over det liv du har lige nu og den usikkerhed og bekymring du lever med 24/7.
Jeg synes du skal rette ryggen og gi’ abekatten et ordentligt puf med en fast flad hånd, så den flyver baglæns gennem din stue! Den lille grå eksponent for djævelen selv, har ingen taleret og slet ingen relevans i dit liv.
Den er fuld af løgn og bedrag. Den skærmer for det lys der kommer fra de mennesker i dit liv, der vil dig det bedste og som værdsætter dig for den du er (og ikke for det du kan eller ikke kan). Og samtidig prøver den at skure salt ned i såret ved at puste til flammen med din livslyst og afspore din korrekte værdige selvforståelse.
Forestil dig en situation hvor du er på toppen, og du har din bedste ven på besøg, og han sidder og nyder en kop kaffe i din sofa. Han fortæller en præcis kopi af den historie, som er din historie. Hvordan reagerer du på det? Siger du ”hvor svært kan det være?” – siger du ”du skal bare sige pyt og tage dig sammen”? – eller tripper du af ubekvem usikkerhed ved tanken om at han bliver bare 10 minutter længere, og måske ovenikøbet vil ha’ en kop kaffe mere?
Næppe – men derimod tænker du at han er alletiders ven, han skal passe på sig selv og tænke pænt om sig selv, at han skal glemme alt om skyldfølelse, og at det skal være forbundet med skam at have en depression eller være ramt af stress.
Når han går hjem, er det vigtigt, at du så beholder dine lyse briller på, i stedet for at tage dine Stevie Wonder sortseere på. Se på dig selv i det rigtige lys – i det lys, du ser andre mennesker i.
Den gode simple leveregel som vi kender som at ”du skal opføre dig overfor andre, som du ønsker at de skal opføre sig overfor dig” – den skal du vende på hovedet til ”du skal tænke pænt om dig selv, ligesom du tænker pænt om andre mennesker, der er i en tilsvarende situation”.
Jeg håber, at du holder ud, indtil den dag du igen kan få luft i dækkene. Den dag får du et eksamensbevis på, at du har bestået en uddannelse, du slet ikke havde tilmeldt dig: Du er blevet et klogere menneske – fordi du har levet med og overvundet noget modgang i dit liv.
Det betyder, at du fremover møder andre punkterede mennesker med større forståelse og/eller indlevelsesevne, fordi det er noget ”tilsvarende” du selv har prøvet.
Du kommer aldrig til at være smart i en fart – og du har for allersidste gang sagt ”hvor svært kan det være” til et andet menneske, du ved alt for lidt om, til at være dumsmart overfor.
Hvis du er en af dem, der allerede har fået det godt, men stadig har ar på sjælen eller i sindet, så fat mod: Det er helt normalt. Livserfaring forsvinder ikke sådan lige, men det trælse der stadig er der, skal ha’ en passende placering i dit liv, så det skal om i rygsækken, og ikke stå som et skjold foran dig. Det skal derom, hvor der måske ligger nogle rester af skyld og skam, der aldrig skulle ha’ været der – og du er fuldt ud værdig til at fortsætte med at leve livet med oprejst pande.
Det ønsker jeg dig alt godt med at gøre!