Q: ”Skal man ikke stole på sine følelser, og tage beslutninger ud fra det man føler, så man lever sit liv fuldt ud og ikke går glip af noget?
A: ”Hva’ snakker du egentlig om?”
Som mennesker er vi skabt med tre grundlæggende følelser, der hver især bærer evnen til en bevægelse i sig:
- Kærlighed – med bevægelsen ”hen imod” – fx en kæreste, en bedstemor, en kirke, en arbejdsplads, hvor man er tryg og glad, et fodboldhold trods 5 nederlag i træk, en fødselsdagsfest, en fremmed, der er faldet på fortovet.
- Vrede – med bevægelsen ”op imod” – fx en diktator, en terrorcelle, en klike, der truer – én, der har svigtet din datter.
- Frygt – med bevægelsen ”udenom” – fx Nørrebro (for manges vedkommende), en oversvømmet bro, en voldelig kæreste, et ituslået atomkrafværk, en arbejdsplads med et dårligt arbejdsmiljø, en klike, der mobber, et slagsmål på gaden, det meste af områderne Syrien, Irak og Somalia.
Egentlig er der ikke så mange dikkedarer i det med følelser – hvad en dikkedar så i øvrigt end måtte være….er det mon et dromedarføl, man har lyst til at kilde på halsen, eller hva’?
Men det danske sprog har nogle irriterende begrænsninger. Fx er kærlighed og forelskelse på dansk forskellige ord for følelser, selv om erfarne kendere vil vide, at der er tale om to ting, der ikke bør ligge i samme skuffe.
Kærlighed er en følelse – noget permanent – som et elnet eller en strømforsyning, der altid holder lyset tændt på standby lampen på tv’et. En permanent tilstand uanset humør, uanset tid. Som man elsker sit barn. En følelse, som viljen kan beslutte ud fra.
Forelskelse er noget følelsesmæssigt – noget midlertidigt – som et rap over nallerne på et hegn ind til en hest. Som varierer i forholdet 1:1 med humøret, som en slags ”sindets tilstand”-indikator. Jeg vover pelsen og kalder det sindstilstand, vel vidende at ordet oprindelig havde noget psykiatrisk diagnostisk over sig.
En følelse er som en rødbede – fast i sin konsistens – mens noget følelsesmæssigt – sindstilstanden – er som farveaftrykket fra en rødbede, eller smagen af vandet fra en rødbede. Det minder om rødbede, men det er kun et udtryk eller aftryk.
På engelsk/amerikansk skelner man rent faktisk mellem feelings og emotions….altså følelser og sindstilstande. Men der synes at være en stiltiende aftale blandt praktiserende dansktalende om, at sindstilstand lyder træls og smittefarligt, så for at gøre alle glade, kalder vi det hele for følelser – det er både mere behageligt og det lyder klart mere sødmefuldt.
Så jalousi, kærlighed, såret stolthed, fornærmelse, irritation, frygt, ængstelse, forelskelse, pessimisme, vrede, ondsindethed, hævngerrighed – alt sammen og meget mere blandes i samme gryde, og røres rundt, indtil alle ingredienser er lige fyldige.
Humanismen og frigørelsen har siden 60’erne med stort held forsøgt at overbevise den vestlige verden om, at der ikke er en dybere mening med livet, og at følelser (incl. de ligestillede sindstilstande) derfor er det eneste, vi har – både før, nu og efter. Følelser (incl. sindstilstande) er vigtigere end absolutte værdier….hvis det føles rigtigt, så bli’r det ikke bedre! 3-2-1 go!
”Jeg” er blevet defineret som centrum i universet, så hvis ”min” stolthed eller ”mit” råderum anfægtes, er der ikke noget at sige til at ”jeg” bliver vred. Det var ikke kun noget ”jeg” har ret til – det er snarere ”min” pligt! Ellers er jeg bare et godt gammeldags skvat!
Ikke mindst i forhold til autoriteter og absolutter – kirke, politi, offentlighed. Absolutter er revet ned og tilintetgjort med samme opblussende vrede og protest, som statuer af Saddam Hussein blev det i Irak, og som Nordkoreas mange statuer af Kim den ene og Kim den anden vil blive det inden år 2019 – (og det er ikke en følelse, ej heller en sindstilstand – det er bare en klar fornemmelse, red.).
Fra menneskehedens fødsel har det været følelser, der har defineret afgørende bevægelser, der appellerede til at blive taget alvorligt – kærlighed, vrede og frygt.
Med humanismens overtagelse af sindet, bliver en række sindstilstande ophøjet til følelser – en forel- 77 skelse til en julefrokost, en krænkelse i trafikken og et påbud fra en lærer, råber på øjeblikkelig handling – fordi ”følelser” er vækket og kræver øjeblikkelig handlekraft for at beskyttet stoltheden og integriteten, fremfor at lade besindighed, overbærenhed og ydmyghed være anvendelige egenskaber.
90’ernes fænomen fra USA, der benævntes WWJD (What Would Jesus Do), understøtter indirekte min netop afslørede videnskab om de tre følelser.
I Bibelen læser vi, at Jesus konstant opsøgte mængder af syndere og syge, i og med han vadede landskabet tyndt i sine Jesus-sandaler (heraf navnet, red.) fra by til by (kærlighed – gå hen imod). Han blev vred, da templet var blevet forvandlet til en røverkule – lavede en pisk og jog dem ud, der handlede (vrede – gå op imod), og Han bad af frygt i Gethsemane, om han kunne blive fri for at blive korsfæstet (frygt – gå udenom).
Den skarpe iagttager vil indvende, at der i Bibelen står ”frygt ikke” hele 365 gange, men den blev jo først skrevet bagefter.
Jesus blev 100% menneske – samtidig med, at Han forblev 100% Gud. Ved det, at Han blev menneske, fik Han de grundlæggende skabte følelser. Ved det, at Han forblev syndfri, ændrede Han ikke retning, de få gange, hvor vi kan læse om sindstilstande fra Hans liv.
Han blev ikke jaloux, misundelig, nervøs, uligevægtig, irriteret, forelsket, melankolsk, tungsindig. Han havde ingen sygdomme, ingen skavanker, ingen tandpine, ingen hård mave eller det modsatte, ingen lumbago.
Han græd, da han hørte folket klage sig over Lazarus’ død, og deres brok over Hans langsommelighed i forhold til at nå frem inden det skete. Og Han blev bedrøvet over menneskers kærlighed til penge, men i begge tilfælde uden at Han ændrede standpunkt eller adfærd i forhold til sandheden. Han reagerede i forhold til sine følelser, og ikke i forhold til sine sindstilstande. Og størst af alt var kærligheden.